Artikel Herningfolkeblad 21-2-12

Ridepiger plejer talentet på elitelinje

af  Kilde: Herning Folkeblad
10 piger på Skolen på Sønderager oplever stor succes på skolens ridelinje, som er den eneste af sin art i Danmark.

”På med stigbøjlen og begynd at øve jer. Prøv at lade hesten styre tempoet og husk at sidde, som hvis I skal køre på baghjulet på en cykel”

Det er morgen, og det er pivende koldt. Alligevel er ti piger hoppet ud af sengen og ind i den store ridehal på Herning Rideskole, hvor den daglige leder og underviser, Belinda Larsen, er i fuld gang med at give ordrer og råd. Men det er ikke et særsyn, at de 10 skolepiger tre morgener hver uge hiver to timer ud af skoleskemaet på samme måde, som det er tilfældet på de andre sportslinjer på Skolen på Sønderager.

Ridelinjen er i tre år blevet tilbudt som sportslinje i et tæt samarbejde mellem Herning Elite og Herning Rideskole – som det eneste sted i landet med en så professionel linje.

”Vi giver dem hele pakken. De bliver ikke bare bedre til at ride og forstå hestene, men deres holdning, vilje modenhed og mentalitet ændrer sig også markant på rigtig kort tid”, siger Belina Larsen.

Gejst og fokus
Denne mandag morgen handler det om elevernes balance på hesten. For at udfordre dem på en sjov og anderledes måde skal eleverne ride uden at holde i tøjlerne samtidig med, at de tager deres jakker af og på. Men det er ikke, fordi det er nødvendigt at fastholde talenternes interesse med sjove opgaver. Alle er her nemlig, fordi de virkelig vil det. De har selv søgt ind på ridelinjen, og mange betaler også selv alle udgifter forbundet med ridning.

”Vi lægger vægt på engagement, vilje og gejst. Hvis vi skal presse dem gennem træningen, spilder de både min, deres og hestens tid”, siger Belinda Larsen og tilføjer, at man til stadighed arbejder på at finde den helt rigtige måde at køre ridelinjen på.

Flere af pigerne er allerede så dygtige, at de rider på det højeste niveau i deres grupper og desuden vinder mesterskaber rundt om i landet. Fokus på ridelinjen er ellers blot at skabe fundamentet, så pigerne først topper senere.

”Vi vil skabe gode ryttere på den lange bane. At de så vinder allerede nu er bare en lille bonus”, siger Belinda Larsen.

Fri fra skole
En af de piger, der i løbet af sit toårige ophold på ridelinjen har rykket sig mest markant, er Anna Lyngsø på 15 år, som går i 9. klasse. Hun har reddet, siden hun var blot fem år gammel, men alligevel bliver hun nævnt som pigen, der har udviklet sig mest.

”Jeg har fået masser af værktøjer til den daglige ridning, og jeg er blevet meget mere målbevidst. Jeg har fået personlig coaching, fordi jeg var meget nervøs til stævner og hele tiden overanalyserede situationer. Og så er jeg også blevet mere selvsikker og ansvarlig”, siger Anna Lyngsø.

Al den ridning fylder selvsagt meget i hverdagen og tager ligeledes flere timer ud af skoleskemaet. Men det betyder ikke, at rideeleverne falder bagud -tværtimod bliver pigerne så professionelle, at de fleste klarer sig bedre i fag som dansk, engelsk og matematik, mens valgfag som blandt andet hjemkundskab bliver pillet ud af skoleskemaet til fordel for ridning. På samme måde som det er tilfældet for eleverne på de andre sportslinjer på Sønderagerskolen.

En religion
At Herning er det eneste sted, der tilbyder en sådan »ride-uddannelse« for rideglade piger, skyldes ifølge Belinda Larsen ganske givet, at der er langt mere arbejde med en ridelinje frem for eksempelvis fodbold og håndbold, der ikke har et dyr at tage hensyn til. Samtidig er det i ridning også et problem, at pigerne har forskellige trænere tilknyttet.

”Ridning er en religion. Alle vil det samme, men der er utrolig mange idéer om, hvordan man kommer derhen. Og derfor har det været en stor udfordring, at pigerne er hos forskellige trænere, der gør det på forskellige måder. Det forvirrer ikke bare pigerne, men lige så meget hestene”, siger Belinda Larsen.

Derfor er det fra påsken den samme træner, der vil stå for al undervisning på ridelinjen.  Netop ridelinjens mulighed for løbende at udvikle sig er en af grundene til, at der er store forventninger til fremtiden.

”Vi vil hele tiden prøve forskellige ting af og se, hvad der fungerer. Vi bliver ved, til projektet er perfekt, og så er det spændende at se, hvordan det går for pigerne i fremtiden”, siger Belinda Larsen.

 

22-02-2012

 

Staldtelefon
Send en SMS til staldpersonalet på tlf 23 74 75 24. I akutte tilfælde kontaktes den daglige ledelse direkte.
Find os Facebook
Herning Rideklub (side med begivenheder fra klubben) Herning Rideklub (lukket gruppe for aktive medlemmer af klubben) Opstalder på Herning Rideklub (lukket gruppe for opstaldere i klubben)
Sponsorer:

Café Fry

Companys

Danske Bank

harald nyborg

JYSK

Lindvigs Blomster

McDonald's

Miljø Foder

Sparekassen Kronjylland

Bilka

Herning Rideklubs Venner

Alm. Brand

Din lokale tømrer

Textile Logistics

Soulmate

HS HESTEPRAKSIS

Glarmester Lenz

Lind EL Teknik

Vistisen+Lunde

Miljøfoder

Bjarne Nielsen

Lind Blik & VVS

Alpi Air & Sea

Arne Poulsen

Lind Tømrer

JBS

Nermi

Selmer Transport